3. september

Nu sidder den der, klumpen, hvor den har siddet så mange gange før, lige midt i halsen, der hvor adamsæblet sidder, hvis kvinder overhovedet har sådan et. Den vil ikke væk, den vil ikke forsvinde, for jeg kan ikke blive ved med at græde den i stykker, om end jeg har prøvet.

Hej bebsen, jeg savner sommerferie og sol og dig

Men solen har slet ikke skinnet de sidste mange uger, og jeg bliver stødt over at mit eget subjekt kommer i sidste række.

Min krop svinder hen, det er som om mine bryster bliver mindre, mine balder mere sammenfaldne, mit maveskind slapt, fordi der alligevel ikke er nogen til at bedømme det, kroppen har allerede fattet hentydningen hurtigere end min hjerne, som bare vil analysere og analysere og analysere, og mine øjne 

vil bare græde og græde og græde.

Jeg ville ønske frede var her, her i byen, i min by, som er tommere end nogensinde, ingensinde har den været så fuld af ligegyldige eksistenser, for de to jeg allerhelst vil have i min nærhed er så langt væk man overhovedet kan komme når man er bosat i danmark.

Det eneste jeg vil have er en, én, een, bekræftelse. Bare en.

Det har været så dejligt at være sammen med dig, smiley smiley smiley

Men hvorfor er det skrevet i datid, som om det er afsluttet i hans hoved, det er på ingen måde afsluttet i mit, det kører rundt, er skidepissehamrende uforløst og jeg sidder her i min bydel som jeg elsker og hader, som alle er flyttet fra, og jeg sidder her stadig fordi jeg er så forpulet settlet i denne bydel med min lejlighed og min kat og mine forpligtelser.

Engang var det at skrive ligeså naturligt for mig som at trække vejret.

Hvad skal jeg skrive, hvad fanden i luften skal jeg skrive, hvordan skal jeg trække vejret.