jeg var fuld af kærlighed, helt op til randen
da jeg cyklede hjem, hen over knippelsbro
gennem byen
ned ad nørrebrogade
der er en presserende angst
for at mine venner flytter fra byen
københavn
for det er hér jeg vil være, det er hér jeg skal bo
vi havde talt om alt muligt, det er længe siden
uddannelse, tænk at man har brugt tre år
af sit liv og sin su, på noget man i virkeligheden synes
er pissehamrende ligegyldigt og kedeligt
tiden flyver bare afsted, uden at man lissom ænser det.
noget af det første jeg sagde til mig selv for to år siden
var, at jeg ikke måtte glemme at spørge ind til det
til den døde mor
og til sorgen, ikke at tie det ihjel
og så har jeg alligevel glemt det
selvom det ofte er i mine tanker
det skal ændre sig nu
sammen med en masse andre ting.
torsdag den 11. september 2014
torsdag den 28. august 2014
29. august 2014
... og så blev jeg vred. og kom til at skrive følgende:
spørger du, om jeg vil have sex med dig, hvorefter du kan skride? trods den flatterende forespørgsel, så tror jeg, jeg springer over.
passiv agressivitet.
der røg dén fortid vist.
29. august 2014
Jeg keder mig.
alt er kedeligt og ligegyldigt.
nej. ikke alt, ikke mine relationer, de keder mig ikke
men alt andet.
min fortid har kontaktet mig
hvad laver du, skal vi ses, spørger den
jeg har travlt i weekenden, siger jeg
men jeg vil også kun se dig nu, klokken ti minutter over tolv om aftenen, bare for at bolle
det siger fortiden ikke, men det er dét, den mener.
jeg ved ikke hvad jeg skal svare.
nu blev min kedsomhed til hjertebanken og angst.
alt er kedeligt og ligegyldigt.
nej. ikke alt, ikke mine relationer, de keder mig ikke
men alt andet.
min fortid har kontaktet mig
hvad laver du, skal vi ses, spørger den
jeg har travlt i weekenden, siger jeg
men jeg vil også kun se dig nu, klokken ti minutter over tolv om aftenen, bare for at bolle
det siger fortiden ikke, men det er dét, den mener.
jeg ved ikke hvad jeg skal svare.
nu blev min kedsomhed til hjertebanken og angst.
torsdag den 6. marts 2014
6. marts pt. 2
Her er en tekst, jeg skrev for efterhånden lang tid siden. Den handler om mig. Mig og mine venner.
Jeg har påbegyndt hundredesytten blogindlæg, men så sletter jeg dem igen. Jeg kan ikke holde mine egne ord ud. Sletter mine gamle kladder. Jeg er træt af at pronominet 'jeg' står skrevet så mange gange. Jeg er træt af at tale om mig selv, tror jeg. Allerede nu forekommer det selviske pronomin syv gange på meget få linier. Mig, mig, mig.
Nå, men lad mig da skrive om mine venner, for det gør jeg så sjældent på trods af at det er dem der holder mig i live. Fuzzmasteren er flyttet hele vejen fra Tagensvej til Amager. Sådan kan det jo gå en gang i mellem. Og når jeg nu absolut skal se ud over min egen næsetip og mit eget egotrip, så tror jeg det er godt for hende at hun er rykket ud til øen, som amagerkanerne kalder for Københavns Manhattan. Jeg besøgte hende på det lille kollgieværelse med eget tekøkken og det var så hyggeligt og farmor-agtigt. Jeg lå i hendes seng og følte mig helt og aldeles hjemme med det samme. Vi så New Girl, snakkede og spiste ristet rugbrød med ost.
Dagen efter besøgte jeg min kære Tine. Hun lavede lasagne, og jeg sad på en stol ved siden af hende og røg smøger. Vi talte lidt om hendes mor. At det nu var to måneder siden hun døde, og at det er så mærkeligt at tiden bare går. Jeg kan slet ikke få ind i hovedet, hvor underligt det er at livet bare går videre, endnu mindre kan jeg få ind i hovedet hvor mærkeligt det må være for Tine. Det var virkeligt rart at tale med hende om det. Og om alt muligt andet. Det er stadig det tætteste jeg har været på døden. Døden i sin mest uretfærdige form. Min farfar og bedstefar var begge gamle da de døde og jeg var selv for lille til at forstå det da min kusines 21 dage gamle søn døde en juleaften for efterhånden mange år siden. Men egentlig var det slet ikke døden, jeg ville tale om. Det fylder så meget i en tekst. Når man først har nævnt døden, er det lidt som om man ikke kan nævne noget andet bagefter.
Dansetrolden flytter til Jylland og det gør mig så bedrøvet. Han er den der har fyldt noget nær det meste i mit liv det sidste halvandet år. I hænger jo sammen som ærtemalm, sagde min chef, hvis man ved hvor den ene er, ved man også hvor den anden er.
Jeg har påbegyndt hundredesytten blogindlæg, men så sletter jeg dem igen. Jeg kan ikke holde mine egne ord ud. Sletter mine gamle kladder. Jeg er træt af at pronominet 'jeg' står skrevet så mange gange. Jeg er træt af at tale om mig selv, tror jeg. Allerede nu forekommer det selviske pronomin syv gange på meget få linier. Mig, mig, mig.
Nå, men lad mig da skrive om mine venner, for det gør jeg så sjældent på trods af at det er dem der holder mig i live. Fuzzmasteren er flyttet hele vejen fra Tagensvej til Amager. Sådan kan det jo gå en gang i mellem. Og når jeg nu absolut skal se ud over min egen næsetip og mit eget egotrip, så tror jeg det er godt for hende at hun er rykket ud til øen, som amagerkanerne kalder for Københavns Manhattan. Jeg besøgte hende på det lille kollgieværelse med eget tekøkken og det var så hyggeligt og farmor-agtigt. Jeg lå i hendes seng og følte mig helt og aldeles hjemme med det samme. Vi så New Girl, snakkede og spiste ristet rugbrød med ost.
Dagen efter besøgte jeg min kære Tine. Hun lavede lasagne, og jeg sad på en stol ved siden af hende og røg smøger. Vi talte lidt om hendes mor. At det nu var to måneder siden hun døde, og at det er så mærkeligt at tiden bare går. Jeg kan slet ikke få ind i hovedet, hvor underligt det er at livet bare går videre, endnu mindre kan jeg få ind i hovedet hvor mærkeligt det må være for Tine. Det var virkeligt rart at tale med hende om det. Og om alt muligt andet. Det er stadig det tætteste jeg har været på døden. Døden i sin mest uretfærdige form. Min farfar og bedstefar var begge gamle da de døde og jeg var selv for lille til at forstå det da min kusines 21 dage gamle søn døde en juleaften for efterhånden mange år siden. Men egentlig var det slet ikke døden, jeg ville tale om. Det fylder så meget i en tekst. Når man først har nævnt døden, er det lidt som om man ikke kan nævne noget andet bagefter.
Dansetrolden flytter til Jylland og det gør mig så bedrøvet. Han er den der har fyldt noget nær det meste i mit liv det sidste halvandet år. I hænger jo sammen som ærtemalm, sagde min chef, hvis man ved hvor den ene er, ved man også hvor den anden er.
6. marts
Jeg har solbriller på, det' et sjovt fænomen
er man tilpas cool
skinner solen altid på én
det stod der på toilettet på min folkeskole
det er ikke mange år siden det gik op for mig
at det faktisk er linjer fra en østkyst hustlers sang
der gik man lige og troede
at eleverne på lillerød skole
var mere poetiske end alle andre
der stod også: hvorfor flyve med sas, når man kommer højere med hash?
og: wibroe! jeg elsker dig, bol mig!
den slags ting.
er man tilpas cool
skinner solen altid på én
det stod der på toilettet på min folkeskole
det er ikke mange år siden det gik op for mig
at det faktisk er linjer fra en østkyst hustlers sang
der gik man lige og troede
at eleverne på lillerød skole
var mere poetiske end alle andre
der stod også: hvorfor flyve med sas, når man kommer højere med hash?
og: wibroe! jeg elsker dig, bol mig!
den slags ting.
tirsdag den 4. marts 2014
4. marts 2014
jeg prøver at indhente min fortid
på facebook og i blogverdenen og den slags steder
men den svarer ikke tilbage, så jeg sidder lidt
med en følelse af at have forpasset en chance
det er som om jeg ikke længere kender mine venner
fordi jeg selv har så travlt med at være her og der og alle vegne
selvom jeg mest bare er i min lejlighed
bliver det bare sådan med tiden?
at man ikke kan følge med sin omgangskreds
det er sgu da det eneste, jeg har
den ene vil gerne have børn snart
den anden er taget ud at rejse
den tredje er milevidt fra, hvor jeg selv er
den fjerde har ondt i maven
den femte ved ikke hvor hun er på vej hen
den sjette er flyttet væk for good, måske
den syvende er svært travl og settled
resten ved jeg sgu ikke med
hvor er jeg selv?
på facebook og i blogverdenen og den slags steder
men den svarer ikke tilbage, så jeg sidder lidt
med en følelse af at have forpasset en chance
det er som om jeg ikke længere kender mine venner
fordi jeg selv har så travlt med at være her og der og alle vegne
selvom jeg mest bare er i min lejlighed
bliver det bare sådan med tiden?
at man ikke kan følge med sin omgangskreds
det er sgu da det eneste, jeg har
den ene vil gerne have børn snart
den anden er taget ud at rejse
den tredje er milevidt fra, hvor jeg selv er
den fjerde har ondt i maven
den femte ved ikke hvor hun er på vej hen
den sjette er flyttet væk for good, måske
den syvende er svært travl og settled
resten ved jeg sgu ikke med
hvor er jeg selv?
fredag den 14. februar 2014
14. februar
jeg er bange for min søster er syg
hun er også selv bange
men vi er ikke bange sammen
sidder bare i hvert vores rum,
og mørket trænger ind, selvom solens stråler
gør hvad de kan
det knudrer sig sammen i min mave
niver og kniber indvendigt
det giver mig lyst til at kaste de tre frikadeller op
som jeg lige har indtaget
om lidt skal jeg tale i tre timer
om diskurs og identitet
være prætentiøs og målrettet
selvom det eneste, der roder rundt i mit hoved
er tanker om død og ødelæggelse og begravelser
nutidens pest, der spreder sig ustyrligt
for helvede, jeg håber ikke det rammer os!
hun er også selv bange
men vi er ikke bange sammen
sidder bare i hvert vores rum,
og mørket trænger ind, selvom solens stråler
gør hvad de kan
det knudrer sig sammen i min mave
niver og kniber indvendigt
det giver mig lyst til at kaste de tre frikadeller op
som jeg lige har indtaget
om lidt skal jeg tale i tre timer
om diskurs og identitet
være prætentiøs og målrettet
selvom det eneste, der roder rundt i mit hoved
er tanker om død og ødelæggelse og begravelser
nutidens pest, der spreder sig ustyrligt
for helvede, jeg håber ikke det rammer os!
Abonner på:
Opslag (Atom)