15. april 2013

Jeg tog mine slim fit jeans af, kylede dem ned i vasketøjskurven, der er så fuld af krøllet tøj, at det ligner den har brækket sig. Bagefter bukkede jeg mig ned og med begge hænder rodede rundt i en anden gigantisk tøjbunke på gulvet, og fandt mine sweat pants og et par meget brugte striksokker. Jeg dækkede min krop med komfort fra top til tå. Strik og bomuld for neden, Marks gamle sweater for oven. Jeg elsker den sweater, jeg elsker at have den på, jeg elsker trygheden ved den og at den får mig til at føle mig tæt på ham. Den ene af mine to mænd i mit liv.

Mit soveværelse ligner et bombet lokum og luften er tyk og fed af røg. Men rodet og lugten giver mig en underlig følelse af frihed ligenu. Ligenu i dette forbandede og forsømte forår, hvor jeg har ramt muren. Det er et mønster i mit liv. At jeg rammer muren på denne tid hvert år. Og så bliver striksokker, sweat pants og venners trøjer et fast holdepunkt, mens jeg forfalder til tåbelige tv-seriers univers, mens jeg vælger at glemme min egen socialrealistiske virkelighed, hvor jeg aldrig har fået læst det jeg skulle, hvor jeg har røget alt for mange smøger, hvor jeg har gået rundt med en tom pengepung, hvor jeg har spist for dårlig mad, hvor jeg har pjækket fra for mange forelæsninger ogsåvidereogsåvidere. Helt ukritisk glemmer jeg mig selv lidt i en periode. Det eneste jeg tilnærmelsesvis gider at bekymre mig om, er, om jeg er ligeså grim som Dawson når jeg græder.

3. april 2013

Den samme bar, den samme cigaretrøg i næsen, det samme gule lys. For hundredesyttende gang.
Kaffe?
Ja, eller en lille øl?
Latter. Vi bliver enige om en øl. Det ligger utalt i luften.
Jeg kom til at tænke på noget da jeg så Rejseholdet i nat: Jeg er glad for at jeg har mødt dig. Jeg er glad for at du er i mit liv. Du er min pige!
Det var sødt sagt. Jeg er også meget glad for at du er i mit. 
Blikke i hinandens øjne. Ingen pinlig tavshed, kun helt blottet ærlighed og dyb kærlighed.
Hvem skal jeg leve i cølibat med, når du er rejst?
Hvem skal jeg leve i cølibat med, når jeg er rejst?
Resignerede smil.
Når jeg flytter tilbage til København, så kan vi bo sammen i Guldbergsgade. 
To afdankede kunstnertyper uden penge eller karriere. En pianist og en forfatter. Meget bôheme. 
Øllene flyder i en lind strøm. Den ene cigaret tænder den anden. Drømmen om kunstnerlivet i Guldbergsgade italesættes.
Vi skal have bøger over alt.
Jeg skal bare have mit klaver. Og mine noder. Så er jeg glad.
DEN KREATIVE KLASSE. Vi siger det i kor og griner.
Du kan skrive musik til mine tekster. Jeg kan læse dem højt for dig mens du sidder ved klaveret og spiller følelserne i toner.
Det lyder meget smukt. Var det ikke sådan temaet til Twin Peaks blev skabt?
Præcis. 
Vi kan optræde med det. Mere latter.
Timerne går. Mørket lægger sig som et tungt tæppe udenfor. Den seneste tid har jeg kogt det ned. Der er ikke plads til andre, så længe du er i mit liv. Jeg kan ikke elske en ny, før jeg er holdt op med at elske dig. Og jeg kan ikke holde op med at elske dig, før jeg elsker en ny. Sådan kører mit liv i den samme rille. På de samme barer, på de samme gader, i den samme by.