1. april 2013

Psyko-Dorrit: Hvorfor er du her? 
Mig: Jeg ved det ikke helt. Der er noget galt, kan jeg mærke. Men jeg ved ikke hvad.
Psyko-Dorrit: Føler du dig negligeret?
Mig: Ja. Det tror jeg. Nogle gange.
Psyko-Dorrit: Hvad har du lyst til der skal ske?
Mig: Det ved jeg ikke.
Psyko-Dorrit: Kan du sætte ord på det?
Mig: Nej, det tror jeg ikke, jeg kan.
Psyko-Dorrit: Hvorfor tror du ikke, du kan det?
Mig: Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke mærke det.
Psyko-Dorrit: Er du følelsesløs?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Du siger, du ikke kan mærke det. Men du siger, der er noget galt. Du kan ikke sætte ord på det?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Skal du være en succes?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: I depressionen?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: Og i angsten?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: Du vil gerne vise det?
Mig: Ja. Det tror jeg.
Psyko-Dorrit: Søger du sympati?
Mig: Ja. Jeg vil gerne have at folk ser jeg har det dårligt. 
Psyko-Dorrit: Er det selviscenesættende?
Mig: Ja. Nej. Begge dele, tror jeg. 
Psyko-Dorrit: Kan du sige det til din familie?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Er det så selviscenesættende?
Mig: Nej. Ja. Måske. Jeg ved det ikke. 
Psyko-Dorrit: Græder du?
Mig: Lidt. Jeg vil gerne. Det er lettere, tror jeg. 
Psyko-Dorrit: Idylliserer du det?
Mig: Ja. Det tror jeg.
Psyko-Dorrit: Hvorfor?
Mig: Det ved jeg ikke. Det er det jeg husker bedst om mig selv.
Psyko-Dorrit: Fremkalder du det?
Mig: Lidt. Nogle gange. 
Psyko-Dorrit: Kan du fremkalde det?
Mig: Det tror jeg ikke. Måske.
Psyko-Dorrit: Giver det dig identitet?
Mig: Ja. Meget.
Psyko-Dorrit: Ønsker du den identitet?
Mig: Nej. Det tror jeg ikke. Men det er det, jeg er. Jeg vader rundt i byen blandt gamle spøgelser. Men ingen af de levende kender min historie. Min sandhed.
Psyko-Dorrit: Hvorfor siger du, at det er sandheden?
Mig: Fordi det er sket. Alt hvad der er sket, er vel sandheden.
Psyko-Dorrit: Det er fakta. Men vel ikke nødvendigvis sandheden om hvem du er.
Mig: Men jeg kender ikke mig selv som andet end de ting der er sket i mit liv. 

21. marts 2013

Jeg er helt tom, tom på ord, tom på følelser, tom i hele mit legeme, i sjælen, men det er nok mest antidepressivernes skyld. Der flyder en lind væske ud af mine brystvorter, en klam grønlig mælkeflåd der kan presses ud, når jeg klemmer hænderne hårdt om hele brystet, og det minder mest af alt om en kvindes forstyrrede hormonbalance i kroppen efter en spontan abort. Der var aldrig noget barn i min livmoder, aldrig noget liv, men brysterne troede et kort øjeblik på det. Jeg har tabt mit barn, sproget. Jeg dvælede lidt ved tanken om at holde en begravelse for mit tabte barn, og jeg scrollede lidt rundt på interflora.dk for at undersøge hvilke blomster, der ville passe godt ind i en begravelse af sit eget døde sprog, men det blev pludselig meget morbidt. Desuden var jeg jo alligevel helt tom på ord, så jeg ville heller ikke kunne skrive noget til bårebuketten. Min psykolog bad mig for nogle uger siden om at dræbe den psykiater, jeg var i behandling hos som barn, med en mental håndgranat, og jeg tænker: hvis det er okay at mental-dræbe mennesker med håndgranater, så er det vel også tilladt at holde mentale memorial days for ens tabte sprog, hvor man fælder helt reelle tårer ned på det kridhvide, blanke papir, der bare stirrer hånende og hoverende på en.

Nå, men min krop er åbenbart i fuldstændigt forfald, i hvert fald indirekte. Jeg kan ikke finde ud af at trække vejret ordentligt, det skal vi arbejde med, siger Psyko-Dorrit, og jeg bliver helt svimmel på grænsen til besvimelse hver gang jeg inhalerer dybt. For meget ilt til hjernen, du skal huske at puste luften ud igen, siger hun bagefter, som en eller anden lavpraktisk kommentar til et spørgsmål jeg ikke har stilt og som jeg desuden kender svaret på i forvejen. Vejrtrækningen er jo for helvede det, der holder systemet igang og noget jeg har gjort lige siden jeg gled ud af min mors stakkels underliv adskillige år tilbage. Er det virkelig så svært?

19. marts 2013

Vi gik rundt ude foran Stengade i mængden af fulde mennesker. "Fuck, altså. Han spurgte mig om jeg ville på date med ham" sagde jeg med latter og overskud i stemmen, "det kunne jeg bare slet ikke overskue." Du sagde, "hvorfor fanden ikke? Det kan du da ligeså godt gøre - du elsker jo opmærksomheden, og nu har du endelig muligheden for at jorde et andet menneske med det du kalder intellekt", og jeg svarede dig ikke. Gik kun langsomt i stykker indeni. "Ved du hvad", sagde jeg, "nu skrider jeg kraftedeme hjem!"og jeg gik min vej, hamrede hælene i jorden, så det gav genlyd mellem bygningerne i Nørrebros gader. Rasede over at du ikke fattede min hentydning og lod overskuddet ligge ubrugt på de kolde brosten. Jeg traskede hjem og slukkede alt lyset i lejligheden. Jeg stillede mig foran vinduerne i karnappen og tændte en rød LM, selvom vi havde aftalt at rygning var off limits indenfor, og jeg kiggede ud over ground zero og overvejede, om også jeg var en falden bygning, hvor kun ødelagte murbrokker lå tilbage. Gløden og den blege gadebelysning var det eneste lys omkring mig og jeg åbnede vinduet og viftede lidt med hænderne for at få røgen til at opløse sig.
Jeg gik ud i køkkenet og åbnede din flaske rødvin, som du havde fået af Danmarks Radio som tak for en eller anden hjælp og jeg drak den af hvide plastickrus til en femmer fra Fakta. Jeg gik med lydløse skridt, for ikke at vække vores kælling af en underbo, ind i stuen igen og satte mig i vindueskarmen og sagde til mig selv "jeg er rasende jeg er rasende jeg er rasende" og jeg havde lyst til at råbe det i uendelighed til jeg ikke var rasende længere.

"Jeg vil være ved din side for altid, jeg vil være din hausfrau, jeg vil stryge dit tøj, jeg vil pudse dine sko, jeg vil bage kager og lave mad og jeg vil rede din seng..."
"Stik dog piben ind, søster!"
"Jeg vil også være ligeså skidehamrende fuld, som jeg er lige nu. En pissefuld og skingrende sindssyg hausfrau - men sådan er de fleste hausfraus vel."
"Nu snakker vi..."
"Jeg vil også have sex med tusind mænd. Ligesom dig. Vi elsker begge to penis."
"Vi har begge lige genbrugt gamle filtre fra askebægret til at lave nye cigaretter med. Jeg tror ikke vi er i nogen position til at ønske os sex med tusind mænd. "
"Sådan er der så meget. Desuden er jeg træt af hele tiden at blive mindet om, at vi bør leve i nu'et. Det findes jo ikke, nu'et. Det er imaginært. Nu'et er jo hele tiden fløjet ens næse forbi. Det er derfor jeg gerne vil være hausfrau; de er aldrig prætentiøse eller ambitiøse, de lader heller ikke som om de lever i nu'et. De lever vel ikke engang rigtigt."
"Det er vel for fanden ikke dig, der bestemmer hvad der er liv. Gem din lommefilosofi til nogle andre. Du ved, jeg hader det. Hvem siger i øvrigt, at du lever?"
"Jeg synes, jeg lever."
"Hm. Jeg hader den her samtale. Og jeg gider ikke at have den mere."
"Du underminerer altid mine samtaleemner. Men jeg synes stadig du er den smukkeste mand i byen. Og jeg vil gerne leve resten af mit levende liv i selskab med dig."
"Have another cocktail, woman! Men okay, lad os synke ned i sølet sammen. Hvad vil vi mon på denne stentomt? Her er vi tabte og anonyme."
"Vi møder kun vrimlende ensomhed her. KOM IND - DU FORSVINDER I BYEN!"
"Skål på Poul Henningsen. Og på alt det vi ikke er."

10. marts 2013

"Hvordan skal han slås ihjel? Skal han hænges? Skal han skydes en kugle for panden? Skal han slagtes med et sværd?"
"Det er skide makabert"
"Preach it sister! Hvordan skal han dø?"
"Jeg tror, jeg vil gå ind til ham med en håndgranat. Kigge længe på ham, med en stille bevægelse lægge håndgranaten på hans bord, og så ville jeg gå ud og lukke døren efter mig"
"Hm. Hvordan ser han så ud, når håndgranaten er gået af?"
"Han er sprunget i tusind små stykker. Hænger i loftet og på væggene. Men han kan stadig se mig"
"Aha. Det er et godt syn"
"Ja. Det er et godt syn"
"Ville du sige noget til ham?"
"Nu kan du sidde der. I tusind små stykker fra nu af og til evig tid. Sådan som jeg selv sad i tusinde små stykker foran dig for mange år siden. Og så ville jeg le en ond latter"

3. marts 2013

I brevet jeg læste i april, han skrev: Kvinde! Jeg tænker på dig på toppen af Empire State Building, kære ven, jeg har haft det godt, men jeg er ensom og byen har ændret mig. Jeg er ikke længere den samme. Han skrev: Kvinde! Jeg kan lide din stil, men jeg har planer om at blive. Der er gået fem kolde måneder uden et brev og jeg beklager, men jeg sidder i et blankt fængsel og jeg må hive og slide for at få det mindste frem. Du er fremmed for mig og fremmedheden skræmmer mig. I går tabte jeg en cigaretglød på mit sofabord og mærket var velkendt som om det kom indefra. Han skrev: Kvinde! Jeg savner dit smil, men du går rundt i verden og ser kun alt det du ikke vil se og jeg kan ikke forene mig med det, selvom jeg ikke dømmer dig, det er et meget stort ord herovre, dømme, men nogle gange tænker jeg om det er tomt, blankt, som det fængsel jeg sidder i. Han skrev: Kvinde! sidste gang jeg så dig, var i indre by. Kynisk og kold kedede jeg dig på den dunke café. Jeg påstod at alle romantikere møder den samme skæbne en dag. Du grinede og sagde: du tror du er immun, gå ud og se dig selv i spejlet, du elsker blomster og smukke mænd til at fortælle dig søde løgne – og hvornår indser du at det blot er løgne? En bartender i netstrømper sagde: I skal drikke ud nu, det er snart lukketid, og du sagde til mig: hey! du har ikke rigtig ændret dig, det eneste er nu, at du romantiserer en eller anden smerte i dig selv. Han skrev: Kvinde! vi gik rundt i gadernes mørke og du sagde: København er så kold, men jeg fortalte dig at vi er født til at udholde nordens strenge kulde. Vi tændte begge en smøg og råbte i munden på hinanden: RYGNING KAN DRÆBE, og lo en resigneret latter ud i den sorte nat. Vi gik hele vejen hjem til din slidte lejlighed på Nørrebro, som vi lod som om havde virkelig meget sjæl. Der var få ord mellem os, og vi forfaldt til de floskler der engang var originale fraser i den kærlighed vi for evigheder siden havde bygget op til hinanden. I lejligheden krøb vi os sammen på gulvet i hvert vores hjørne. Øllene flød i en lind strøm, den irske kaffe uden flødeskum på toppen varmede vores legemer i afsavnet af de kroppe der ikke længere holdt om os. Vidste du, at babyer dør hvis de ikke har fysisk kontakt med andre mennesker, spurgte du, og jeg svarede at vi måske selv var på vej ned i afgrunden, for vi havde ikke andre end os selv. Jeg har mine bøger, svarede du, når jeg føler mig alene har jeg samtaler med dem. Han skrev: Kvinde! jeg tænkte, at det var en latterlig kommentar på et ret tungt emne.