15. april 2013

Jeg tog mine slim fit jeans af, kylede dem ned i vasketøjskurven, der er så fuld af krøllet tøj, at det ligner den har brækket sig. Bagefter bukkede jeg mig ned og med begge hænder rodede rundt i en anden gigantisk tøjbunke på gulvet, og fandt mine sweat pants og et par meget brugte striksokker. Jeg dækkede min krop med komfort fra top til tå. Strik og bomuld for neden, Marks gamle sweater for oven. Jeg elsker den sweater, jeg elsker at have den på, jeg elsker trygheden ved den og at den får mig til at føle mig tæt på ham. Den ene af mine to mænd i mit liv.

Mit soveværelse ligner et bombet lokum og luften er tyk og fed af røg. Men rodet og lugten giver mig en underlig følelse af frihed ligenu. Ligenu i dette forbandede og forsømte forår, hvor jeg har ramt muren. Det er et mønster i mit liv. At jeg rammer muren på denne tid hvert år. Og så bliver striksokker, sweat pants og venners trøjer et fast holdepunkt, mens jeg forfalder til tåbelige tv-seriers univers, mens jeg vælger at glemme min egen socialrealistiske virkelighed, hvor jeg aldrig har fået læst det jeg skulle, hvor jeg har røget alt for mange smøger, hvor jeg har gået rundt med en tom pengepung, hvor jeg har spist for dårlig mad, hvor jeg har pjækket fra for mange forelæsninger ogsåvidereogsåvidere. Helt ukritisk glemmer jeg mig selv lidt i en periode. Det eneste jeg tilnærmelsesvis gider at bekymre mig om, er, om jeg er ligeså grim som Dawson når jeg græder.