3. april 2013

Den samme bar, den samme cigaretrøg i næsen, det samme gule lys. For hundredesyttende gang.
Kaffe?
Ja, eller en lille øl?
Latter. Vi bliver enige om en øl. Det ligger utalt i luften.
Jeg kom til at tænke på noget da jeg så Rejseholdet i nat: Jeg er glad for at jeg har mødt dig. Jeg er glad for at du er i mit liv. Du er min pige!
Det var sødt sagt. Jeg er også meget glad for at du er i mit. 
Blikke i hinandens øjne. Ingen pinlig tavshed, kun helt blottet ærlighed og dyb kærlighed.
Hvem skal jeg leve i cølibat med, når du er rejst?
Hvem skal jeg leve i cølibat med, når jeg er rejst?
Resignerede smil.
Når jeg flytter tilbage til København, så kan vi bo sammen i Guldbergsgade. 
To afdankede kunstnertyper uden penge eller karriere. En pianist og en forfatter. Meget bôheme. 
Øllene flyder i en lind strøm. Den ene cigaret tænder den anden. Drømmen om kunstnerlivet i Guldbergsgade italesættes.
Vi skal have bøger over alt.
Jeg skal bare have mit klaver. Og mine noder. Så er jeg glad.
DEN KREATIVE KLASSE. Vi siger det i kor og griner.
Du kan skrive musik til mine tekster. Jeg kan læse dem højt for dig mens du sidder ved klaveret og spiller følelserne i toner.
Det lyder meget smukt. Var det ikke sådan temaet til Twin Peaks blev skabt?
Præcis. 
Vi kan optræde med det. Mere latter.
Timerne går. Mørket lægger sig som et tungt tæppe udenfor. Den seneste tid har jeg kogt det ned. Der er ikke plads til andre, så længe du er i mit liv. Jeg kan ikke elske en ny, før jeg er holdt op med at elske dig. Og jeg kan ikke holde op med at elske dig, før jeg elsker en ny. Sådan kører mit liv i den samme rille. På de samme barer, på de samme gader, i den samme by.