1. april 2013

Psyko-Dorrit: Hvorfor er du her? 
Mig: Jeg ved det ikke helt. Der er noget galt, kan jeg mærke. Men jeg ved ikke hvad.
Psyko-Dorrit: Føler du dig negligeret?
Mig: Ja. Det tror jeg. Nogle gange.
Psyko-Dorrit: Hvad har du lyst til der skal ske?
Mig: Det ved jeg ikke.
Psyko-Dorrit: Kan du sætte ord på det?
Mig: Nej, det tror jeg ikke, jeg kan.
Psyko-Dorrit: Hvorfor tror du ikke, du kan det?
Mig: Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke mærke det.
Psyko-Dorrit: Er du følelsesløs?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Du siger, du ikke kan mærke det. Men du siger, der er noget galt. Du kan ikke sætte ord på det?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Skal du være en succes?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: I depressionen?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: Og i angsten?
Mig: Ja.
Psyko-Dorrit: Du vil gerne vise det?
Mig: Ja. Det tror jeg.
Psyko-Dorrit: Søger du sympati?
Mig: Ja. Jeg vil gerne have at folk ser jeg har det dårligt. 
Psyko-Dorrit: Er det selviscenesættende?
Mig: Ja. Nej. Begge dele, tror jeg. 
Psyko-Dorrit: Kan du sige det til din familie?
Mig: Nej.
Psyko-Dorrit: Er det så selviscenesættende?
Mig: Nej. Ja. Måske. Jeg ved det ikke. 
Psyko-Dorrit: Græder du?
Mig: Lidt. Jeg vil gerne. Det er lettere, tror jeg. 
Psyko-Dorrit: Idylliserer du det?
Mig: Ja. Det tror jeg.
Psyko-Dorrit: Hvorfor?
Mig: Det ved jeg ikke. Det er det jeg husker bedst om mig selv.
Psyko-Dorrit: Fremkalder du det?
Mig: Lidt. Nogle gange. 
Psyko-Dorrit: Kan du fremkalde det?
Mig: Det tror jeg ikke. Måske.
Psyko-Dorrit: Giver det dig identitet?
Mig: Ja. Meget.
Psyko-Dorrit: Ønsker du den identitet?
Mig: Nej. Det tror jeg ikke. Men det er det, jeg er. Jeg vader rundt i byen blandt gamle spøgelser. Men ingen af de levende kender min historie. Min sandhed.
Psyko-Dorrit: Hvorfor siger du, at det er sandheden?
Mig: Fordi det er sket. Alt hvad der er sket, er vel sandheden.
Psyko-Dorrit: Det er fakta. Men vel ikke nødvendigvis sandheden om hvem du er.
Mig: Men jeg kender ikke mig selv som andet end de ting der er sket i mit liv.