Jeg er helt tom, tom på ord, tom på følelser, tom i hele mit legeme, i sjælen, men det er nok mest antidepressivernes skyld. Der flyder en lind væske ud af mine brystvorter, en klam grønlig mælkeflåd der kan presses ud, når jeg klemmer hænderne hårdt om hele brystet, og det minder mest af alt om en kvindes forstyrrede hormonbalance i kroppen efter en spontan abort. Der var aldrig noget barn i min livmoder, aldrig noget liv, men brysterne troede et kort øjeblik på det. Jeg har tabt mit barn, sproget. Jeg dvælede lidt ved tanken om at holde en begravelse for mit tabte barn, og jeg scrollede lidt rundt på interflora.dk for at undersøge hvilke blomster, der ville passe godt ind i en begravelse af sit eget døde sprog, men det blev pludselig meget morbidt. Desuden var jeg jo alligevel helt tom på ord, så jeg ville heller ikke kunne skrive noget til bårebuketten. Min psykolog bad mig for nogle uger siden om at dræbe den psykiater, jeg var i behandling hos som barn, med en mental håndgranat, og jeg tænker: hvis det er okay at mental-dræbe mennesker med håndgranater, så er det vel også tilladt at holde mentale memorial days for ens tabte sprog, hvor man fælder helt reelle tårer ned på det kridhvide, blanke papir, der bare stirrer hånende og hoverende på en.
Nå, men min krop er åbenbart i fuldstændigt forfald, i hvert fald indirekte. Jeg kan ikke finde ud af at trække vejret ordentligt, det skal vi arbejde med, siger Psyko-Dorrit, og jeg bliver helt svimmel på grænsen til besvimelse hver gang jeg inhalerer dybt. For meget ilt til hjernen, du skal huske at puste luften ud igen, siger hun bagefter, som en eller anden lavpraktisk kommentar til et spørgsmål jeg ikke har stilt og som jeg desuden kender svaret på i forvejen. Vejrtrækningen er jo for helvede det, der holder systemet igang og noget jeg har gjort lige siden jeg gled ud af min mors stakkels underliv adskillige år tilbage. Er det virkelig så svært?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar