27. september

Jeg pjækkede fra skole i dag, pjækkede fra de samtlige fire timer jeg har på en hel uge. Så jeg har siddet i min sofa med min dyne og min kaffe og mine smøger, jeg sidder her stadig, og jeg lader som om jeg har det hyggeligt, at jeg efterårshygger med mig selv for det skal man også have lov til en gang i mellem. Jeg snakkede i telefon med min mor i morges, som er taget en tur til det fynske øhav, fordi hun trængte til at se noget grønt og noget blåt. Jeg har en eksistentiel krise, sagde jeg. Jeg kan godt huske den følelse, sagde hun, tyverne er spændende og sjove og fantastiske, men også fyldt med usikkerhed og frygt og uvidenhed, og man har ingen erfaringer at trække på, for alting er nyt, voksenlivet er først lige begyndt. Voksenlivet, sagde jeg, det lyder underligt, selvom det er det jeg plejer at sige til folk at jeg er, voksen. Min fortid er forsvundet. Den findes ikke længere, er ikke rodfæstet noget konkret sted, nu findes den kun i min fantasi. Jeg husker alting meget tydeligt, og da jeg stod foran huset, mit gamle barndomshjem, og kiggede ind i haven kunne jeg se mig selv. Jeg kunne se min mor og min far, min søster, min hund. Os alle sammen. Det hele passerede for mit indre blik. I mange år har jeg forsøgt at finde tilbage til det jeg var engang, dengang før verden gik af lave, jeg har ventet på at mine forældres forældres forhold til hinanden skulle blive som før skilsmissen, jeg har ventet på at mine gamle relationer til nu døde venskaber skulle hele. Det tager så forfærdelig lang tid, at blive som vi var. Mine forældres ægteskab var forankret i det hus, som nu er nogen andres Måske er det slet ikke meningen at vi skal søge tilbage på den måde, Nanna, du ved, da far og jeg gik fra hinanden ødelagde vi noget, og det kan aldrig blive helt igen, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan blive godt igen, det bliver bare godt på en anderledes måde, sagde min mor og jeg tror hun har ret. Jeg tror altid min mor har ret, jeg er hele tiden bange for at miste hende, fordi det er sket for alle andre. Jeg ville ønske, jeg elskede lidt mindre. Så ville jeg vel heller ikke være bange og bekymret for at miste hele tiden. Det er vel, helt grundlæggende, det jeg er angst for. At miste.