27. september

Nu vil jeg skrive i dit navn. Jeg vil skrive i dit navn, fordi du aldrig selv gør det. Men hvad. Jeg kender ikke dit sprog, jeg kender ikke dit liv, men jeg vil kende dit liv, jeg vil kende dit sprog. Jeg har røget to smøger i træk, fordi den første ikke tilfredstillede mine lunger, der hiver og piver efter mere nikotin og stakåndethed. Min hovedbund skaller, mit ansigt er fedtet, mine øjne blanke, mine fingre kolde og klamme, min mund tør, min mave skør af kaffe, mine tæer urolige, min hud bleg, mine lemmer stive. I nat drømte jeg, at jeg skulle til eksamen, min gamle engelsklærer var censor, jeg kunne ikke læse den tekst, jeg skulle læse, jeg blev ved med at tænke på noget andet, kunne ikke koncentrere mig om de små bogstaver der hele tiden blev mindre og mindre og mindre og mindre, og jeg skulle sige noget, jeg vidste jeg måtte sige et eller andet, men jeg var blank og angst og tom, og jeg ved ikke engang hvordan eksaminationen gik, for jeg vågnede inden jeg nåede så langt. Nu sidder og jeg kigger på den lille hvide, ovalformede pille og tænker at al min lykke, al min ro, al min koncentration er samlet i dette lillebitte objekt, som jeg sluger, som der opløses i min krop, som sætter sig i mine fedtdepoter, som sender signaler op til hjernen, som beder om at producere mindre serotonin og flere endorfiner, så resten af mig kan være nogenlunde velfungerende. Men der er nogle ting, der holder mig vågen om natten, nogle ting der gør at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse, om at spise, om at tænke straight, om at trække vejret. Jeg inhalerer luften ned i maveregionen, prøver at udånde, men ilten sætter sig fast i min brystkasse og vil ikke ud derfra.