13. september

Jeg er virkelig bange, for jeg kan mærke at jeg er ved at smide alting i skraldespanden, hele mit liv, endnu en gang. Jeg kender de reaktionsmønstre så forfærdelig godt, dem der alle munder ud i een tanke der siger: det er ligemeget, jeg er ligeglad.

Jeg ligger i min seng hele tiden, og jeg hader det og elsker det, det er et fængsel, men et tryghedens fængsel og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme ud af det, om jeg overhovedet har lyst til det, for egentlig har jeg slet ikke lyst til noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min læge, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare ham, at det hele er på vej tilbage, alt det jeg troede jeg var kommet over, og det er ikke engang destruktive tanker, det er ligegyldige tanker, ligegyldigheden fylder alt lige nu. Jeg er ligeglad med mit studie, jeg er ligeglad med ham, jeg er ligeglad med mine venner, med min familie, med mit udseende, mit arbejde, min fremtid.

Jeg kan ikke holde det ud, ligegyldigheden, dén hvor man sagtens kan sidde og grine og le og lade som om man har det sjovt og dejligt i selskab med de skønneste piger i mit liv, men indeni er der tomt og jeg kan ikke mærke latteren længere, jeg kan ikke mærke glæden, kan kun mærke tomrummet.

Det er ligemeget.