Jeg sidder og læser Simone de Beauvoir. Det andet køn, mig, kvinden, hende der læner sig op ad manden, ikke indser at han også har brug for hende, hun bilder sig ind at hun kun er i kraft af hans væren. Et opråb til kvinderne: Hvorfor har vi ikke gjort noget, hvorfor gør vi stadig ikke noget?
Hvorfor har jeg ikke gjort noget, hvorfor gør jeg ikke noget.
Læste mine gamle dagbøger igennem i går da jeg kom hjem efter at have besøgt Dronningen, min kære Fuzzmaster, jeg fandt en tekst jeg skrev da jeg var seksten med ordene: selvom jeg har indset at man mister mere ved at holde afstand, betyder det desværre ikke at jeg har lært hvordan man lader være. Og dér er jeg vel stadig. Jeg var der stadig da jeg boede sammen med min ekskæreste for seks år siden. Jeg var der stadig da jeg for mere end fire år siden mødte min anden forelskelse. Jeg er her stadig nu. Og jeg holder fast med fingerspidserne i revnerne af et fundament jeg har bygget op sammen med ham, men jeg tør ikke at gribe ordentligt fat, fikse det, jeg tør heller ikke at give slip.
Jeg er kvinden der kun er i hans nærvær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar