søndag den 8. september 2013

8. september

Jeg lå i nat og så nikolaj og julie fordi de første ti afsnit er blevet frigivet på bonanza, de næste ti bliver frigjort den 1. januar 2014. og jeg vågnede tidligt, ved ikke hvorfor, det gør jeg aldrig, måske var det på grund af solen der skinner mig lige ind i ansigtet hver evig eneste fucking morgen, skrid sol, skrid ad helvede til. vil du ikke nok

min søster og hendes unge mand er lige taget afsted, jeg ved ikke hvor, og først nu kan jeg trække vejret ordentligt, have døren til mit værelse stående åben, hun er sød over for mig, hun kan godt mærke at der er noget galt, det er både dejligt og svært ubehageligt, som om jeg er overvåget hver gang hun er hjemme, skal forholde mig til sorgen hele tiden, det er ikke til at holde ud, selvom jeg, når jeg er alene, ikke har lyst til andet end at svælge og høre roxette og græde og skabe mig i åndssvage ansigtsgrimasser foran spejlet, du godeste hvor er man grim når man græder eller prøver på det.

måske skulle jeg tage på assistensen, jeg kan godt lide at være der, eller glyptoteket eller andet prætentiøst kulturelt sted, med en bog og mine tanker som ikke kan organiseres, har allerede røget fire cigaretter, dagen er ikke engang begyndt, og jeg tænker stadig på assistensen som om det er et frihedens sted, det ved jeg ikke om man må sige om de dødes sted, men det giver mig en ro at kigge på gravstene, hvis jeg døde i dag ville jeg begraves der, helt sikkert, så kunne andre ensomme sjæle sidde ved min grav og tænke over livet eller onanere eller hvad fanden de end måtte have lyst til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar