15. december

det er som om der aldrig er mere batteri på min mac

når jeg gerne vil skrive og blæse min hjerne ud

med musik på fuld smadder

og for at citere en sang jeg har hørt meget

så er det der gør mest ondt, alt det jeg savner nu

at han rør igen ved en der ikke er mig

det er det der mest ondt

jeg går rundt i et mærkeligt vakuum

mellem glæde over de mennesker der er i mit liv

og sorg over dem der ikke længere er

hvordan kommer man lige videre

når man begynder at forstå

at der ikke er nogen mulighed for at komme tilbage

jeg henfalder til akademia

for jeg tænker

at hvis jeg ikke kan blive lykkelig med andre mennesker

så kan jeg i det mindste læse og blive klogere

end de fleste andre

så har jeg i hvert fald dét

at falde tilbage på

så kan jeg vinde diskussioner

så kan jeg være overlegen

så kan jeg være arrogant

og lade som om jeg har noget at have det i

til gengæld gider jeg ikke længere lade som om

jeg ikke er ked af det