Jeg har påbegyndt hundredesytten blogindlæg, men så sletter jeg dem igen. Jeg kan ikke holde mine egne ord ud. Sletter mine gamle kladder. Jeg er træt af at pronominet 'jeg' står skrevet så mange gange. Jeg er træt af at tale om mig selv, tror jeg. Allerede nu forekommer det selviske pronomin syv gange på meget få linier. Mig, mig, mig.
Nå, men lad mig da skrive om mine venner, for det gør jeg så sjældent på trods af at det er dem der holder mig i live. Fuzzmasteren er flyttet hele vejen fra Tagensvej til Amager. Sådan kan det jo gå en gang i mellem. Og når jeg nu absolut skal se ud over min egen næsetip og mit eget egotrip, så tror jeg det er godt for hende at hun er rykket ud til øen, som amagerkanerne kalder for Københavns Manhattan. Jeg besøgte hende på det lille kollgieværelse med eget tekøkken og det var så hyggeligt og farmor-agtigt. Jeg lå i hendes seng og følte mig helt og aldeles hjemme med det samme. Vi så New Girl, snakkede og spiste ristet rugbrød med ost.
Dagen efter besøgte jeg min kære Tine. Hun lavede lasagne, og jeg sad på en stol ved siden af hende og røg smøger. Vi talte lidt om hendes mor. At det nu var to måneder siden hun døde, og at det er så mærkeligt at tiden bare går. Jeg kan slet ikke få ind i hovedet, hvor underligt det er at livet bare går videre, endnu mindre kan jeg få ind i hovedet hvor mærkeligt det må være for Tine. Det var virkeligt rart at tale med hende om det. Og om alt muligt andet. Det er stadig det tætteste jeg har været på døden. Døden i sin mest uretfærdige form. Min farfar og bedstefar var begge gamle da de døde og jeg var selv for lille til at forstå det da min kusines 21 dage gamle søn døde en juleaften for efterhånden mange år siden. Men egentlig var det slet ikke døden, jeg ville tale om. Det fylder så meget i en tekst. Når man først har nævnt døden, er det lidt som om man ikke kan nævne noget andet bagefter.
Dansetrolden flytter til Jylland og det gør mig så bedrøvet. Han er den der har fyldt noget nær det meste i mit liv det sidste halvandet år. I hænger jo sammen som ærtemalm, sagde min chef, hvis man ved hvor den ene er, ved man også hvor den anden er.
