torsdag den 26. december 2013

26. december

Jeg fik en morgenkåbe i julegave
den er jeg svært glad for

nu sidder jeg her
stadig med snot i næsen
i en meget hvid morgenkåbe og drikker kaffe
det er jo dejligt nok

sidste år på denne tid havde jeg et stort behov
for at gøre status over et år der var gået
jeg ville ønske, jeg havde det sådan
igen i år
jeg vil prøve alligevel

status 2013:

jeg solgte min sjæl til djævlen og anskaffede mig en smartphone

jeg fik måske en retning i det man måske kan kalde noget fremtidig karriere (med lidt god vilje)

jeg havde en fantastisk sommer med kærlighed og rejser

jeg fordybede mig i akademiske tekster i efteråret

….


det var vist dét

onsdag den 25. december 2013

25. december

Jeg vil gerne være en kunstens dame.

Ligesom hende her:


Og disse to:



Og faktisk også lidt hende her:







Men mit tandkød klør og min næse er stoppet.

søndag den 22. december 2013

22. december

jeg puster uendelige mængder snot ud ad min forstoppede næse
puster og pruster ned i tusinde stykker toiletpapir
der flænser huden omkring min næse op
tænk hvis al huden langsomt skrælles af
så der ikke er andet end knogle og brusk tilbage
det forestiller jeg mig
på den anden side må det vel være nemmere
at få alt snottet ud ad hovedet, hvis der er ikke er noget hud
til at blokere for slimen.

slimet søndag

om lidt kommer min mor
med mad og moderlig omsorg
jeg kender intet andet menneske
jeg kan tale så godt med
og du godeste, hvor hun kender mig
det er vist ikke alle mødre, der kender deres børn
jeg er så bange for at hun dør fra mig
hun er det tryggeste jeg har i mit liv
fuld af kærlighed og omsorg og gode samtaler
jeg forstår ikke, hvordan min søster kan have det så anderledes
i forholdet til hende

om lidt skal vi købe et juletræ
men først skal jeg puste lidt mere ned i et stykke toiletpapir

søndag den 15. december 2013

15. december pt II

jeg drømmer hele tiden om penge
så jeg kan købe en lejlighed til mig selv
men jeg har kun skrabet et enkelt juletræ
i min skrabejulekalender

15. december

det er som om der aldrig er mere batteri på min mac
når jeg gerne vil skrive og blæse min hjerne ud
med musik på fuld smadder
og for at citere en sang jeg har hørt meget
så er det der gør mest ondt, alt det jeg savner nu
at han rør igen ved en der ikke er mig
det er det der mest ondt
jeg går rundt i et mærkeligt vakuum
mellem glæde over de mennesker der er i mit liv
og sorg over dem der ikke længere er
hvordan kommer man lige videre
når man begynder at forstå
at der ikke er nogen mulighed for at komme tilbage

jeg henfalder til akademia
for jeg tænker
at hvis jeg ikke kan blive lykkelig med andre mennesker
så kan jeg i det mindste læse og blive klogere
end de fleste andre
så har jeg i hvert fald dét
at falde tilbage på

så kan jeg vinde diskussioner
så kan jeg være overlegen
så kan jeg være arrogant
og lade som om jeg har noget at have det i

til gengæld gider jeg ikke længere lade som om
jeg ikke er ked af det