fredag den 27. september 2013

27. september

Jeg pjækkede fra skole i dag, pjækkede fra de samtlige fire timer jeg har på en hel uge. Så jeg har siddet i min sofa med min dyne og min kaffe og mine smøger, jeg sidder her stadig, og jeg lader som om jeg har det hyggeligt, at jeg efterårshygger med mig selv for det skal man også have lov til en gang i mellem. Jeg snakkede i telefon med min mor i morges, som er taget en tur til det fynske øhav, fordi hun trængte til at se noget grønt og noget blåt. Jeg har en eksistentiel krise, sagde jeg. Jeg kan godt huske den følelse, sagde hun, tyverne er spændende og sjove og fantastiske, men også fyldt med usikkerhed og frygt og uvidenhed, og man har ingen erfaringer at trække på, for alting er nyt, voksenlivet er først lige begyndt. Voksenlivet, sagde jeg, det lyder underligt, selvom det er det jeg plejer at sige til folk at jeg er, voksen. Min fortid er forsvundet. Den findes ikke længere, er ikke rodfæstet noget konkret sted, nu findes den kun i min fantasi. Jeg husker alting meget tydeligt, og da jeg stod foran huset, mit gamle barndomshjem, og kiggede ind i haven kunne jeg se mig selv. Jeg kunne se min mor og min far, min søster, min hund. Os alle sammen. Det hele passerede for mit indre blik. I mange år har jeg forsøgt at finde tilbage til det jeg var engang, dengang før verden gik af lave, jeg har ventet på at mine forældres forældres forhold til hinanden skulle blive som før skilsmissen, jeg har ventet på at mine gamle relationer til nu døde venskaber skulle hele. Det tager så forfærdelig lang tid, at blive som vi var. Mine forældres ægteskab var forankret i det hus, som nu er nogen andres Måske er det slet ikke meningen at vi skal søge tilbage på den måde, Nanna, du ved, da far og jeg gik fra hinanden ødelagde vi noget, og det kan aldrig blive helt igen, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke kan blive godt igen, det bliver bare godt på en anderledes måde, sagde min mor og jeg tror hun har ret. Jeg tror altid min mor har ret, jeg er hele tiden bange for at miste hende, fordi det er sket for alle andre. Jeg ville ønske, jeg elskede lidt mindre. Så ville jeg vel heller ikke være bange og bekymret for at miste hele tiden. Det er vel, helt grundlæggende, det jeg er angst for. At miste.

27. september

Nu vil jeg skrive i dit navn. Jeg vil skrive i dit navn, fordi du aldrig selv gør det. Men hvad. Jeg kender ikke dit sprog, jeg kender ikke dit liv, men jeg vil kende dit liv, jeg vil kende dit sprog. Jeg har røget to smøger i træk, fordi den første ikke tilfredstillede mine lunger, der hiver og piver efter mere nikotin og stakåndethed. Min hovedbund skaller, mit ansigt er fedtet, mine øjne blanke, mine fingre kolde og klamme, min mund tør, min mave skør af kaffe, mine tæer urolige, min hud bleg, mine lemmer stive. I nat drømte jeg, at jeg skulle til eksamen, min gamle engelsklærer var censor, jeg kunne ikke læse den tekst, jeg skulle læse, jeg blev ved med at tænke på noget andet, kunne ikke koncentrere mig om de små bogstaver der hele tiden blev mindre og mindre og mindre og mindre, og jeg skulle sige noget, jeg vidste jeg måtte sige et eller andet, men jeg var blank og angst og tom, og jeg ved ikke engang hvordan eksaminationen gik, for jeg vågnede inden jeg nåede så langt. Nu sidder og jeg kigger på den lille hvide, ovalformede pille og tænker at al min lykke, al min ro, al min koncentration er samlet i dette lillebitte objekt, som jeg sluger, som der opløses i min krop, som sætter sig i mine fedtdepoter, som sender signaler op til hjernen, som beder om at producere mindre serotonin og flere endorfiner, så resten af mig kan være nogenlunde velfungerende. Men der er nogle ting, der holder mig vågen om natten, nogle ting der gør at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse, om at spise, om at tænke straight, om at trække vejret. Jeg inhalerer luften ned i maveregionen, prøver at udånde, men ilten sætter sig fast i min brystkasse og vil ikke ud derfra.

fredag den 13. september 2013

13. september

Jeg er virkelig bange, for jeg kan mærke at jeg er ved at smide alting i skraldespanden, hele mit liv, endnu en gang. Jeg kender de reaktionsmønstre så forfærdelig godt, dem der alle munder ud i een tanke der siger: det er ligemeget, jeg er ligeglad.

Jeg ligger i min seng hele tiden, og jeg hader det og elsker det, det er et fængsel, men et tryghedens fængsel og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal komme ud af det, om jeg overhovedet har lyst til det, for egentlig har jeg slet ikke lyst til noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til min læge, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare ham, at det hele er på vej tilbage, alt det jeg troede jeg var kommet over, og det er ikke engang destruktive tanker, det er ligegyldige tanker, ligegyldigheden fylder alt lige nu. Jeg er ligeglad med mit studie, jeg er ligeglad med ham, jeg er ligeglad med mine venner, med min familie, med mit udseende, mit arbejde, min fremtid.

Jeg kan ikke holde det ud, ligegyldigheden, dén hvor man sagtens kan sidde og grine og le og lade som om man har det sjovt og dejligt i selskab med de skønneste piger i mit liv, men indeni er der tomt og jeg kan ikke mærke latteren længere, jeg kan ikke mærke glæden, kan kun mærke tomrummet.

Det er ligemeget.

torsdag den 12. september 2013

12. september

Jeg sidder og læser Simone de Beauvoir. Det andet køn, mig, kvinden, hende der læner sig op ad manden, ikke indser at han også har brug for hende, hun bilder sig ind at hun kun er i kraft af hans væren. Et opråb til kvinderne: Hvorfor har vi ikke gjort noget, hvorfor gør vi stadig ikke noget?

Hvorfor har jeg ikke gjort noget, hvorfor gør jeg ikke noget.

Læste mine gamle dagbøger igennem i går da jeg kom hjem efter at have besøgt Dronningen, min kære Fuzzmaster, jeg fandt en tekst jeg skrev da jeg var seksten med ordene: selvom jeg har indset at man mister mere ved at holde afstand, betyder det desværre ikke at jeg har lært hvordan man lader være. Og dér er jeg vel stadig. Jeg var der stadig da jeg boede sammen med min ekskæreste for seks år siden. Jeg var der stadig da jeg for mere end fire år siden mødte min anden forelskelse. Jeg er her stadig nu. Og jeg holder fast med fingerspidserne i revnerne af et fundament jeg har bygget op sammen med ham, men jeg tør ikke at gribe ordentligt fat, fikse det, jeg tør heller ikke at give slip.

Jeg er kvinden der kun er i hans nærvær.

søndag den 8. september 2013

8. september

Jeg lå i nat og så nikolaj og julie fordi de første ti afsnit er blevet frigivet på bonanza, de næste ti bliver frigjort den 1. januar 2014. og jeg vågnede tidligt, ved ikke hvorfor, det gør jeg aldrig, måske var det på grund af solen der skinner mig lige ind i ansigtet hver evig eneste fucking morgen, skrid sol, skrid ad helvede til. vil du ikke nok

min søster og hendes unge mand er lige taget afsted, jeg ved ikke hvor, og først nu kan jeg trække vejret ordentligt, have døren til mit værelse stående åben, hun er sød over for mig, hun kan godt mærke at der er noget galt, det er både dejligt og svært ubehageligt, som om jeg er overvåget hver gang hun er hjemme, skal forholde mig til sorgen hele tiden, det er ikke til at holde ud, selvom jeg, når jeg er alene, ikke har lyst til andet end at svælge og høre roxette og græde og skabe mig i åndssvage ansigtsgrimasser foran spejlet, du godeste hvor er man grim når man græder eller prøver på det.

måske skulle jeg tage på assistensen, jeg kan godt lide at være der, eller glyptoteket eller andet prætentiøst kulturelt sted, med en bog og mine tanker som ikke kan organiseres, har allerede røget fire cigaretter, dagen er ikke engang begyndt, og jeg tænker stadig på assistensen som om det er et frihedens sted, det ved jeg ikke om man må sige om de dødes sted, men det giver mig en ro at kigge på gravstene, hvis jeg døde i dag ville jeg begraves der, helt sikkert, så kunne andre ensomme sjæle sidde ved min grav og tænke over livet eller onanere eller hvad fanden de end måtte have lyst til.

onsdag den 4. september 2013

4. september

alt er mistet herfra hvor jeg skriver

sidder og venter

venteposition

fuck

fuckhoved

for helvede

hvad

og skyld

hvis skyld

jeg ved det ikke

jeg bevæger mig videre

vil du ikke nok følge med mig

tirsdag den 3. september 2013

2. september i retrospekt

Scenen er sat: lægerne i gothersgade. Uno: åndssvagt navn, sød mand, ligner en jøde, fuck det, fuck alt, han har kendt mig længe, måske kender han mig bedre end de fleste andre, jeg kender overhovedet ikke ham, ved kun at han har børn fordi han på et tidspunkt var på barsel, så blev jeg tvunget til at konsulteres for klamydia af en norsk lægevikar, jeg fattede ikke en skid af hvad hun sagde.

han siger: du ser ikke godt ud, eller misforstå mig nu ikke, vel, ha ha ha, men du ser ked ud af det, er du det? hva? hvordan er det gået siden sidst, siden nedtrapningen? har du angst, kommer du ud ad døren, har du aftaler med venner eller familie, overholder du dine aftaler? fortæl mig om dit liv

jeg siger: jeg ved ikke om jeg har haft det godt, jeg har grædt meget, men jeg ved ikke om det er godt eller dårligt eller normalt og jeg ved heller ikke hvilken dosis medicin jeg ønsker, jeg har været glad i hans nærhed og hver gang folk spørger, fortæller jeg dem at jeg har det bedre end nogensinde, men det ved jeg ikke om er en stor fed løgn jeg barer fyrer af fordi det er nemmere, jeg kan alligevel ikke finde ud af at beskrive mine følelser eller mit velvære, jeg kan ikke sætte ord på det selvom det fylder alt indeni mig. Jeg ville tage bussen herhen i dag, men jeg blev bange og urolig da jeg stod ved busstoppestedet, så jeg besluttede mig for at gå hele vejen i stedet om end jeg havde travlt.

Jeg løb lidt, gik lidt, løb lidt, gik lidt, blev stresset og da jeg nåede gothersgade var jeg nødt til at stoppe op inden jeg ringede på døren, stå lidt stille mens mit hjerte rasede afsted i en rasende fart, jeg synes det var pinligt at du, min læge, skulle øjne min dårlige form, mit skrantede helbred, så jeg stod lidt stille i stedet, det synes jeg var mere naturligt end at du, en fagmand, skulle bedømme mit hjertes fart og sveden på min pande. Sådan er der så meget, jeg ved ikke helt hvorfor jeg fortæller dig det, det er vel ligegyldigt, egentlig, men det er altså sådan jeg kom herhen. Jeg er også blevet bange for at cykle, jeg er sådan lidt bange for at de andre cyklister kan høre mig hive efter vejret.

3. september


Nu sidder den der, klumpen, hvor den har siddet så mange gange før, lige midt i halsen, der hvor adamsæblet sidder, hvis kvinder overhovedet har sådan et. Den vil ikke væk, den vil ikke forsvinde, for jeg kan ikke blive ved med at græde den i stykker, om end jeg har prøvet.

Hej bebsen, jeg savner sommerferie og sol og dig

Men solen har slet ikke skinnet de sidste mange uger, og jeg bliver stødt over at mit eget subjekt kommer i sidste række.

Min krop svinder hen, det er som om mine bryster bliver mindre, mine balder mere sammenfaldne, mit maveskind slapt, fordi der alligevel ikke er nogen til at bedømme det, kroppen har allerede fattet hentydningen hurtigere end min hjerne, som bare vil analysere og analysere og analysere, og mine øjne 
vil bare græde og græde og græde.

Jeg ville ønske frede var her, her i byen, i min by, som er tommere end nogensinde, ingensinde har den været så fuld af ligegyldige eksistenser, for de to jeg allerhelst vil have i min nærhed er så langt væk man overhovedet kan komme når man er bosat i danmark.

Det eneste jeg vil have er en, én, een, bekræftelse. Bare en.

Det har været så dejligt at være sammen med dig, smiley smiley smiley

Men hvorfor er det skrevet i datid, som om det er afsluttet i hans hoved, det er på ingen måde afsluttet i mit, det kører rundt, er skidepissehamrende uforløst og jeg sidder her i min bydel som jeg elsker og hader, som alle er flyttet fra, og jeg sidder her stadig fordi jeg er så forpulet settlet i denne bydel med min lejlighed og min kat og mine forpligtelser.

Engang var det at skrive ligeså naturligt for mig som at trække vejret.

Hvad skal jeg skrive, hvad fanden i luften skal jeg skrive, hvordan skal jeg trække vejret.